At være et mobbe offer

At være et mobbe offer er noget af det hårdeste man kan komme ud for.

Jeg går på min fjerde skole nu, det er den første skole som jeg ikke er blevet mobbet i.

den første skole jeg gik på var nok den slemmeste, jeg blev bogstavlig talt jagtet, jeg blev slået og sparket på ikke fedt. Jeg skiftede så skolen i femte klasse sammen med min tvilling Sissel som, også blev mobbet.
Det gik godt til at starte med men efterhånden begyndte de også mobbe mig og Sissel der, vi blev godt nok ikke jagtet som på den første skole men vi blev svinet til, hadet, holdt udenfor nogle af dem lavede en hadegruppe på facebook om os, endda lave tegninger om os, virkelig forfærdelige og de lagde dem endda dem på facebook, de kommentarere der stod til de billeder O_O vi kom på begge på hver sin efterskole, det hårdeste var at nu skulle vi være hver for sig og vi ikke havde hinanden mere, når det kom problemer eller hvis vi følte os ensom. 

Efterskole er livet, det var det hvert i fald i starten. Lige før jul gik det galt på Sissels efterskole, så hun måtte flytte. Hun kom så på en efterskole i Dronninglund, som jeg gå på nu. Hun fik et super fedt halvt efterskole år. For mit vedkommende gik det galt lige efter jul men jeg fik til genoptræning med mit knæ så jeg var hjemme + jeg var ca. hjemme i 3 måneder pga. kold lungebetændelse fordi at der var skimmelsvamp på det værelse jeg boede på. da jeg kom tilbage var jeg der et par uger eller noget - kan ikke lige helt huske. Jeg tog så hjem 2 måneder før fordi at jeg var gået helt psykisk ned. Jeg var flyttet på en mands værelse fordi at, der er var ingen som ville bo med mig. Jeg havde det fint med at bo alene fordi at, så kunne jeg gør hvad jeg ville. Det eneste jeg lavede hele dagen var at være til timerne, ret tit gik jeg op på mit værelse igen, fordi at det var der jeg aller helst ville være. Jeg var heller ikke ret tit til måltiderne fordi at, så skulle jeg jo være blandt de mennesker som svinede mig til. På et tidspunkt var der nogle som kastede tyggegummi i håret af mig, fordi at de synes jeg fortjente det. Jeg hørte dem snakke bag mig før de gjorde det, "skal vi gøre det?" "ej kom nu, opdager det ikke" "hun fortjener det" BLA BLA BLA. Efter de havde kastet det i håret på mig gik jeg direkte op på mit værelse igen. normalt spiste jeg ikke ret meget og jeg fik stort set altid en kebab durum nede fra de lokale pizzaria. En weekend hvor jeg skulle hjem pakkede jeg alle mine ting fordi at, jeg ikke kunne holde til det mere. Jeg sagde ikke farvel til nogen og jeg tænkte at ingen overhovedet ville lægge mærke til at jeg var væk. Jeg følte at jeg var en belastning for alle, at jeg var en person som folk bliver trætte af i længden. Efter sommerferie skulle jeg så starte på en frisk. Det mest skræmmende var at, jeg var mig selv på min gamle efterskole --> der kunne folk ikke lide mig.
Men jeg går nu på min fjerde efterskole og folk elsker mig for den jeg er og det er bare fantastisk.
Jeg har endda bestemt at jeg vil tage det tredje år på efter skole og det forbliver på den jeg går på nu, så jeg er sikker på at jeg ikke kommer til at opleve det samme igen.

Det jeg enlig vil fortælle med min livs historie er at man ikke skal give op. Jeg har nogle meget få venner fra de gamle skoler og de er bare guld(Y)
Mobning kan være forfærdelig og virkelig grusom. Man kan komme så langt ned at man ikke har lyst til at leve mere, det er ikke rart at komme så langt ned psykisk. Når man har ens familie og venners støtte, så kan man alt.

Idag har jeg det super godt og jeg har aldrig været mere lykkelig<3